Schimmelmann og Palæet

Geheimestatsminister, pommershfødt købmand, hvis ry som finansmand fik Frederik d. V til at sende bud efter ham i 1762 for at få ham til at gå i dansk tjeneste, for at rette op på den skrantende danske økonomi fordi: “Alt hvad han rører ved bliver til guld”. Han blev straks en meget indflydelsesrig mand i regeringen. Det lykkedes ham virkeligt at få økonomien på fode igen, ved blandt andet at sælge krongods og udskrive tvangslån.

Det Schimmelmannske Palæ, anno 1863

Efter Berckentins død i 1758 indlogerede Schimmelmann sig i Palæet i 1761 og overtog det nogle år efter, inklusive inventar for en pris af 40.000 Rigsdaler.

Efter overtagelsen blev der foretaget en del ombygninger, og for kongens regning blev port og gitter udskiftet.
I 1770 blev Palæets tyende opgjort til i alt 29 personer, og så var det kvindelige lønnede personale ikke regnet med.
Efter faderens død i 1782 overtog sønnen, Heinrich Ernst, Palæet, som forblev i familiens eje i fire generationer indtil 1884, hvor det sidste barnløse medlem af familien Schimmelmann solgte Palæet til Aktieselskabet Koncertpalæet.
Schimmelmann

Nobel Obloque ( adel forpligter )
En vinterdag den 26, februar 1794 blev Københavns borgere vækket af buldrende trommer gennem gaderne – vægterfløjterne peb – soldater og borgervæbningen ilede i største hast til Københavns Slot (Kongens bolig – Christiansborg), hvor en tyk gråsort røg væltede op mod den frostklare himmel, og ilden slog ud af alle slottets vinduer.
Christian den VI’s pragtslot brændte ned til grunden, og alle slottets beboere, kong Christian den VII indbefattet, blev husvilde og måtte omgående finde passende opholdssted.
Ved den anledning købte Kongen (staten) de tre grevepalæer (det nuværende Amalienborg), idet man allerede ejede det fjerde – Det Brockdorffske, der var indrettet som Søkadet-akademi. De øvrige husvilde kongelige personer og alle deres hofstater måtte søge husly rundt om hos kongens undersåtter. Kronprinsen sendte prinseparret af Augustenborg til Schimmelmann’s, der også måtte modtage hofdamerne von Møsting og von Løvenstern samt alle kammerfruer, køkkenpiger og lakajer. Prinsessen lagde beslag på hele underetagen. Nogle dage senere indfandt sig også Kronprinseparret af Würtemberg, ogKronprinsen vedblev at have sin daglige gang i Palæet i lang tid.

 

Kanonkugle

Under englændernes bombardement af København i 1807, der varede fra den 2. til den 5. september, ramte tre kanonkugler Palæets forside. En af disse kanonkugler eksisterer den dag i dag i Odd Fellow Palæets museum.
Heinrich Ernst Schimmelmann døde barnløs i den høje alder af 83 år den 9. februar 1831 og blev stedet til hvile i et af kapellerne i Skt. Petri kirke i Købehavn.
Carl, lensgreve Schimmelmann en brorsøn overtog Palæet efter Heinrich Ernst Schimmelmanns død. Han var gift med Fanny. født comtesse Blücher-Altona. Carl var hofjægermester og bestyrede samtlige skovdistrikter på Sjælland og Bornholm. Han satte sig ikke noget spor i Palæets historie.
Herefter overtog denns søn, Ernst Conrad Detlev Carl Joseph, lensgreve Schimmelmann Palæet, men boede der sjældent, idet han tog ophold i sit barndomshjem Ahrendsburg. Med Krigen i 1864 brast de sidste bånd, som familien Schimmelmann havde haft til Danmark
Af de lejere, som senere boede i Palæet, må det vel være på sin plads, at nævne Lensgreve Christian Lerche til Lerchenborg, der i 1861, indtil Palæet blev solgt i 1884, havde lejet hele bel-etagen.
På mezzaninen boede Greve Cinrad Blücher-Altona og senere igen grosserer Puggaard.

 

Grev Heinrich Carl Schimmelmann

Heinrich Carl Schimmelmann blev født i 1724 I Demmin og nedstammer fra en velhavende borgerslægt, der allerede omtales i Rostock og Bützow i begyndelsen af det sekstende århundrede. I litteraturen er han blevet beskrevet som en mand fuld af ild og ideer og blev hentet til Danmark af den danske konge i 1761. Grundstenen til hans ufattelige rigdom blev dels lagt ved at sælge levnedsmidler og fourage til den preussiske konge Frederik d. IIs hær under den 2. schlesiske krig, og dels ved at købe kongens store beslaglagte lager af Meissner porcelæn, og sælge det igen med stor fortjeneste i Hamburg. Med sine mange penge kom han hurtigt til at beherske pengemarkedet dér.

Ved købet af godset Ahrensburg mellem Hamburg og Lübeck kom han i et undersåtsforhold til den danske stat, der anmodede ham om at træde i dansk tjeneste og bringe landets sørgelige finanser på fode.
Året efter ankomsten til Danmark, blev han udnævnt til Skatmester og Direktør for Skatkammeret. Han blev senere – lige som Grev Berckentin adlet og endte som geheimeraad, lensgreve og Ridder af Elefanten.
Om Schimmelmann, der havde et aldrig svigtende held i sine ’finansoperationer’, er der skrevet, at der i hans tid – ligesom i Grev Berckentins – er udført et stort åndeligt arbejde i Palæet for landet og folket.
At Schimmelmann var meget nøjeregnende med udgifterne ses af den fornyede opmåling af Palæets grundstykke i 1763, hvor grunden viste sig at være hele 15 tommer smallere end opgivet i det oprindelige målerbrev.
Landets bedste borgerskab optog ham straks i sin midte, og hans hustru Caroline Tugendreich von Friedehorn opdrog familiens 7 børn og kom hurtigt til at høre til dronning Caroline Mathildes mest intime omgangskreds. Hun var blandt de første kvinder, der modtog den nys indstiftede Mathildeorden.
Med baggrund i den af Schimmelmann selv indførte ekstraskat blev tjenerstaben i hans husstand opgjort til 29 mandlige personer, hvortil kommer det kvindelige personale, som ikke omtales i lønningslisten.
Det bedre aristokrati kappedes om at deltage i hans strålende fester, og Palæets tavse mure så og hørte alt, hvad der var af betydning inden for det danske politiske og selskabelige liv.
Heinrich Carl Schimmelmann døde den 15. februar 1782 og blev stedet til hvile i Wandsbeck uden for Hambuirg i et kapel, som han selv havde indrettet. Han døde som Danmarks, måske Nordens rigeste mand.
Hvis man skal tro familien, fortælles det, at den preussiske konge var meget opbragt over, at denne begavede mand Heinrich Carl Schimmelmann, var trådt i fremmed tjeneste, og forsøgte ved list at bortføre ham tilbage. Den danske konge skal da spøgefuldt have meddelt sin tyske kollega, at han selv havde ’sat Schimmelmann bag laas og jern’.
Forklaringen herpå var, at kongen, som gave til Schimmelmann, havde ladet opstille porten og de to sidelåger til Palæet. Blandt sine ejendomme og besiddelser kunne Schimmelmann også tælle våbenfabrikken ved Kronborg, Hellebækgaard, store plantager på St. Croix og St. Jean, samt sukkerraffinaderiet i Kjøbenhavn.

Sønnen Lensgreve Heinrich Ernst Schimmelmann, der nu overtog Palæet, opnåede mindst lige så stor berømmelse som faderen, der ret tidligt drog ham ind i statstjenesten, hvor han blev deputeret i Økonomi- og Kommercekollegiet. Ved omvæltningen i 1784 blev han udnævnt til Finansminister indtil 1813 og senere igen til Statsminister. Ligesom faderen opnåede han rigets højeste æresposer og opnåede også blive Ridder af Elefanten.

Han var måske ikke så stort et finansgeni som faderen, men til gengæld er der to gerninger, der altid vil være knyttet til hans navn. Den ene var, at han fik den dengang gængse slavehandel på de Vestindiske Øer afskaffet, og den anden hans utrættelige arbejde for bondestandens frigørelse og Stavnsbåndets ophævelse, under stærk indflydelse af Reventlow og Bernstorff.
Han arbejdede også for videnskabens, kunstens og litteraturens fremme.
Da hans første hustru Emilie, født comtesse Rantzau, døde, blev han meget knuget af sorgen og rejste hende en støtte ved en naturlig kilde på landstedet Sølyst i Klampenborg ’Emiliekilde’. Med hans senere hustru, Charlotte von Schubart, åbnede han gæstfrit Palæets døre, for som det beskrives, at ’ingen gik sjældent bort uden at have fået håb om hjælp eller trøst i sindet – og ingen åndeligt søgende gik bort fra Palæet uden at have fælt sin ånd beriget og nydt en glæde, der strakte sig ivdere end til maden og vinen’.

Det Schimmelmann’ske hjem var ubestridt det mest gæstfrie i København. Palæet blev jævnligt gæstet af så fornemme personer som: Prins Christian (den senere Christian den VIII) og hans gemalinder, Prinsesse Charlotte og Prinsesse Caroline Amalie, samt Frederik den Vis svoger, Hertug Frederik Christian af Augustenborg. Af tidens skønånder havde Thorvaldsen, Baggesen, Oehlenschlæger, Rahbek, H.C. Ørsted, samt Frederikke Brun deres faste gang i Palæet.
På grund af sin gæstfrihed og forståelse for digterkunsten blev Grevinde Charlotte Schimmelmann poetisk døbt ”De danske skjaldes moder”.
Ved grevindens død i 1816 hørte disse fester og litterære aftener op, selskabeligheden mindskedes, tjenerskabet indskrænkedes og Heinrich Ernst Schimmelmann døde som en forholdsvis fattig mand.

 

 

 

 

Tivoli’s Stifter Georg Carstensen forsøgte en kort årrække sidst i 1840’erne
at etablere en Vinterhave i Casino i Amaliegade. Indgangen var igennem Odd Fellow Palæet
Se omtalen her

I 1904 startede Einar Holbøll, der var medlem af loge nr. 28, Hafnia
en verdensomspændende succes.
Et julemærke.
Fra bøgerne: Københavnerliv 1883-1937,
“Gemt og glemt i alvor og Skæmt”.
af Axel Breidahl og Axel Kjerulf

Se omtalen her
I forbindelse med Den spanske Syge er Odd Fellow Palæet
omtalt i 1918, hvor bl.a. Riddersalen var indrettet til lazaret.
Fra bøgerne: Københavnerliv 1883-1937,
“Gemt og glemt i alvor og Skæmt”.
af Axel Breidahl og Axel Kjerulf

Se omtalen her
Storkøbenhavnske Odd Fellow logers Humanitære Fond