Forhistorien
I 1619 købte Chr. d. IV det store areal, der lå udenfor Københavns Østre Port, der dengang lå ved det nuværende Kongens Nytorv, for at indlemme det i selve hovedstaden. Området blev dengang kun sporadisk bebygget med nogle spredte småbygninger og nogle stalde, men ellers blev der intet gjort. Det var først under Frederik d. III´s ledelse, at området blev afstukket med anlæg af snorlige veje, der skar hinanden i rette vinkler, men en egentlig bebyggelse af området tog først fart under Frederik d. V.
Lidt nord for den nuværende Frederiksgade blev der, som enkesæde for Frederik d. III´s dronning Sophie Amalie bygget et mindre slot eller palæ, der bar navnet Sophie Amalienborg eller blot Amalienborg. Foran slottet, ned mod det nuværende Sankt Annæ Plads, strakte der sig en stor have. Hele området var dengang afgrænset af en lille kanal, svarende til det vi i dag kender som Sankt Annæ Plads, Bredgade og Esplanaden.
Dette Amalienborg nedbrændte i 1689, den 19. april, da der gik ild i en sidebygning til slottet, hvor man i anledning af Christian d. V´s fødselsdag opførte Københavns første opera “Der fereinigte Götterstreit”, der var skrevet af den københavnske musikus Poul Christian Schindler.
Ved denn brand omkom ca. 200 personer af hoffets personale, heriblandt et stort antal børn. Sophie Amalienborg nedbrændte næsten til grunden.
Den senere Frederik d. IV lod slottet nedrive helt og anvendte den nordlige del af slotshaven mod Esplanaden til militær eksercerplads. Den sydlige del af grunden med Sankt Annæ Plads blev bibeholdt som en lysthave til Københavns Slot.
I anledning af 300 års jubilæet for den Oldenborgske kongeslægt, som blev grundlagt i 1448, da Christian Greve af Oldenborg besteg den danske trone som Christian d. I, besluttede Frederik d. V ved en resolution d. 12. september 1749 at skænke området til enhver af byens storkøbmænd, der ville opføre en bygning på området. Bygherren ville få 30 års fritagelse for “indkvartering og skat”.
Hele området blev til kongens ære kaldt Frederiksstaden. Hofbygmester Nicolai Eigtved udformede d. 26. september 1749 en plan for kongen, hvor Frederiksgade lå som en midterakse med en kvardratisk plads i midten amkranset af “fire store Hotels” ( Det nuværende Amalienborg ).
Kongens bestemte, at disse fire Hotels skulle være ens af udformning. Grundene til disse fire store palæer skankede han til de fire grever Moltke, Schack, Levetzau og Berckentin, der for egen regning skulle opføre disse palæer. Berckentins palæ overgik dog til Brockdorff.
Ved et møde i Jægerspris d. 5. september 1749, hvori bl.a. også Berckentin deltog, blev grundstykkerne mellem den brede vej til byens grav ( daværende Norgesgade, nuværende Bredgade ) og kystlinien ( Amalienborgkvarteret ), udstykket til ca. 50 borgergrunde.
Disse borgergrunde skulle bebygges med almindelige vaaningshuse til pryd for byen og til evigt minde om kongen, i hvilket alle husene til gaden skulle bygges regelmæssigt og “vinduerne være af ens højde og flugt”.
Borgergrundene fik overalt målene 17 meter mod gaden og 82 meter i dybden ( dog udmålt i alen ). Grundstykkerne på og omkring det nuværende Odd Fellow Palæ var allerede blevet indtegnet af tre Københavns store handelsmænd, men når en minister ( Grev Berckentin ) forlangte disse grundstykker, fandt man det naturligvis kun klogeligst ret at give afkald herpå.
Ved netop at lægge sit “Hotel” på denne plads opfyldte Grev Berckentin et af tidens store idealer nemlig, at placere en stor monumental bygning som et Piont d´vue for enden af Dronningens Tværgade, helt i tidens parisiske byggestil, med et tilbagetrukket palæ med sideliggende lave staldbygninger, en stor gårdsplads i midten som en Court d´honneur således, som det dengang passede sig for en så højtstående mands bolig.