Berckentin og Det berckentinske Palæ
Det oprindelige maalebrev på grundstykket, der udgør
Odd Fellow Palæet lyder således:
“Anno 1751: den 22 januarii er der deel af Amalienborg Hauge, som Deres Høj Grewelige Excellence Høj og Velbårne Hr. Geheime Raad Grev Christian August von Berckentin har forlangt, at de 3.de ud til Norges Gade beliggende Pladse, som Hr. Agent Wever, Sr. Iselin og Sr. Titken havde ladet sig antegne for, men siden, ved Deres til Høj og Velædle Magistraten indleverede Declarationer under 13de og 18de hujus, har overladt til Højbemt. Deres Høj Grewelige Excellence, maalt efter Velbemt. Magistratens Ordre af 18 hujus og befunden at blive af srtækning således som efterstående antegnelse og forklaring udviiser.
(Herefter følger en opgørelse af grundstykket )”.
D. 25. januar udstedte Magistraten skødet på grunden, der lyder således:
“Ober-Præsident samt Borge-mester og Raad udi den Kongelige Residence Stad Kiøbenhawn giøre Witterligt, at eftersom Hans Kongelige Mayestet, Wores allernaadigste Arwe Konge og Herre ved Rescript til os af 12te Septembris 1749 og siden ydermeere Kongelig allernaadigste Skiøde af 6te Decembris næstefter, allernaadigst har behaget af afstaa og owerdrage Amalienborg hauge med derwed beliggende Mynster Plads, til Ewindelig arw og Eiendom for Kiøbehauns Stad, og Dem af dens Indwaanere, som derpaa wilde bygge, og hans Høi Grewelige Excellence Hr. Geheimeraad Christian August von Berckentin sig for os hawer anmeldet og ladet indregne for een Plads som er mattriculeret under St. Annæ Øster Qvarter og beliggende næst wed Hr. Justitz-Raad Christian Lintrup Plads strækkende sig”.
Greve, Geheimeraad Christian August von Berckentin trådte i dansk tjeneste som 16-årig som kommerjunker hos Dronning Louise. Udsendt til Stockholm i 1721 som Envoye (udsending) ). Diplomat i Wien i 1722. Blev kaldt hjem juni 1740, hvor kongen lod ham indtræde som Geheimeraad i konseillet ( minister i kongens regering ). Først som deputeret for finanserne og senere i kommerce-kollegiet ( handelsministeriet ). Han blev direktør for “Fattigvæsenet”. Fik ansvaret for opdragelsen af den senere Christian d. VII. Ophøjet til greve i 1747.
Hans hustru Susanne Margrethe von Boineburg benant Honstein lærte han at kende, medens han endnu kun var kammerjunker hos Frederik den V´s senere Fronning Louise, hos hvem hun som 16-årig var hoffrøken. Hun var en klog kvinde og godgørende mod de fattige. Samtidig var hun sin mand en god og fortrinlig støtte. I det kun otte år lange ægteskab havde der været 5 børn, hvoraf de 4 døde som små. Det eneste overlevende barn var datteren louise – senere Louise von Plessen, som siden deltog i meget godgørenhedsarbejde.
Det berckentinske Palæ
Opført 1751-1755 efter godkendelse af Nicolai Eigtved og under opsyn af arkitekt J.G. Rosenberg.
Ved udstykningen af Den kongelige Have i 1749, ville Frederik d. V ikke stå tilbage for forholdene i andre residensstæder i Europa, hvor man byggede store og skønne bygninger til forherligelse af enevoldskongerne.
Et helt nyt kvarter skulle opføres til pryd for byen, til evigt Minde om Kongen, i hvilket alle Husene skulde til Gaden bygges regelmæssigt, og “Vinduerne være af ens Høide og Flugt”. Endvidere ønskede kongen “almindelige vaaningshuse” opført til beboelse for Stadens borgere.
Den ydre anledning for denne storslåede plan, var det forestående 300-års jubilæum for den Oldenborgske Kongestamme i 1748.
Christian August von Berckentin blev født d. 8. december 1694. Han nedstammede fra en ældgammel Lauenburgsk slægt, der har sine 32 aner i orden. Allerede som 16-årig kom den unge August til universitetet i Keil, foråret efter i 1771 at få tildelt dom kapitlet i Lübeck, Præbendam majorem dictam Monoculam en slags lønnet kannikeembede.
I 1716 fik ham sit ønske opfyldt om at komme til hoffet i Danmark som kammerjunker hos Dronning Louise og indlogerede sig i en beskeden bolig i Østergade nr. 32. Da han var meget belæst og havde et højt kulturelt standpunkt, blev han hurtigt meget afholdt i hele kongehuset. Han gik embedsvejen og blev som gesandt i 1721 først sendt til Stockholm og senere til Wien, hvor han var i 18 år. Posten i Wien var en af de vigtigste poster for en dansk diplomat i de tider på grund af uoverensstemmelser mellem den danske konge og den østrigs-ungarnske kejser om de sønderjyske besiddelser.
Her viste Berckentin sig som en dygtig diplomat, og det lykkedes ham at få en stiltiende ordning bragt til veje og genoprettet det gode forhold den danske konge og kejseren imellem. Ved hjemkomsten til København lod kongen ham indtræde som geheimeraad i Konseillet, som første deputeret for finanserne og Præces i Økonomi- og Kommercekollegiet.
Senere blev han direktør for “De fattiges Væsen”. Han fik også tildelt overopsynet med opdragelsen af den unge arveprins Christian d. VII og blev først tildelt det hvide og senere det blå bånd ( Elefantordenen ).
I begyndelsen af 1750 blev han i anledning af 300 året for den oldenburgske kongestamme adlet og ophøjet til grevestanden. Da Grev Berckentin i januar 1751valgte at bygge sit ”Hotel” i den daværende Norgesgade, valgte han arkitekten, vennen og landsmanden J. G. Rosenberg til at forestå byggeriet.
Rosenberg havde i 1746 forestået byggeriet af Berckentins landsted Kokkedal nord for Hørsholm, så det var rimeligt, at han også blev benyttet, da bypalæet skulle opføres.
Fra sin tid som gesandt i Wien havde Berckentin haft indflydelse på den unge arkitekt Nicolai Eigtveds udenlandske studierejser.
Christian den VI, der havde fuld tillid til Berckentins kendskab til bygningskunst, lod Eigtved under Berckentins overopsyn opmåle og aftegne det østrigske Schlossburg og slottet Nymphenburg ved München. I München lærte Eigtved den fransk-tyske régence og rokokointeriørkunst, som han senere som hofarkitekt skabte herhjemme.
Ved at tillade Berchentin at placere sit Palæ i Norgesgade (det nuværende Bredgade), som et Point d´vue for enden af Dronningens Tværgade, opfyldte Eigtved tidens store idealer om en parisisk rokokostil med et tilbagetrukket Palæ med lave sideliggende vognremiser, stalde, vadskehuse og domestikbygninger og med en Court d´honneur (en åben gård) med ’to portioner frisk pumpevand’.
Bagved lå haven, der var sirligt udsmykket med blomsterrabatter og buskvækster, hvor imellem der var opstillet statuer og vaser. For enden af haven var der opstillet 4 sandstensfigurer. Dengang løb som før omtalt en kanal rundt om det område, vi i dag kender som Frederiksstaden. Kanalen fulgte linierne Esplanaden – Bredgade – Sankt Annæ Plads. Selv om kanalen havde udløb ved kysten, må der have stået en del brakvand i den. Der må have lugtet fælt, for Berckentin tilskriver magistraten i marts 1751 sammen med sine to naboer om at få tømt kanalen og kastet den til.
Det ydre byggeri må have stået færdigt i 1753, for en t avle over hovedindgangsdøren er dateret dette år, men selve palæet har formodentlig ikke stået færdigt før 1755 – for dette år blev bygningen takseret til brandforsikring.
Grev Berckentin blev betragtet som en af datidens mest kunstforstående og åndeligt interesserede mænd og fik den daværende konge til at støtte kunsten og den videnskabelige litteratur. Han havde et stort og righoldigt bibliotek, der fyldte 2 af mezzaninetagens sale, som han gavmildt lod studerende få adgang til. Han førte også et meget gæstfrit hus og ’hans bord var altid saa rigeligt forsynet, saa han kunde modtage ogsaa uventede gæster’.
Berckentin var også berømt for sin kok, som han sendte til Bernstorff i Paris, hvor han var gesant.
Berckentin er blevet benævnt som en ’Grand Seigneur’, der optrådte med den ydre glans, som svarede til hans høje rang og stand.
Han døde den 2. juli 1758 og blev under stor ceremoniel bisat fra Holmens Kirkes kapel og stedet til hvile i domkirken i Lübeck i Det Plessenske kapel.
Palæet gik nu i arv til det eneste overlevende barn, datteren Louise, kendt som Louise von Plessen, der efter faderens død ikke længere ønskede at bo i Palæet.
Sammen med vennen og kuratoren Hartvig Ernst Bernstorff enedes man om at udleje Palæet til en gesandt fra Hannover, Baron von Steinberg, der kun boede i Palæet i kort tid.
Den 16. oktober 1761 udlejede man Palæet til den fra Tyskland indvandrede forretningsmand og mangemillionær Heinrich Carl Schimmelmann, der umiddelbart forinden var blevet dansk generalintendant ved kommercen med rang umiddelbart efter geheimeraad.
Med lejekontrakten fulgte en forkøbsret der, hvis Schimmelmann ønskede det, kunne købe hele Palæet med inventar for en sum af 40.000 rigsdaler.
Hen mod slutningen af det 19. århundrede forsøgte man at gøre København til Nordens centrum for nydelse af god musik. Da man om sommeren kunne gå i Tivoli med den fyldte koncertsal, fandt man, at der var god basis for for at nyde tonernes indflydelse på det menneskelige sind. Men hvor skulle man gå hen om vinteren ?
Foto af koncertsalen, der blev opført i 1888-89.
Den blev taget i brug allerede inden den var færdig under den Nordiske Musikfest i 1888.